Byggeskik og tålegrænse

De bygningsmæssige ændringer illustrerer nogle generelle udviklingstræk i byggeskikken. Brugen af pandeplader som afdækningsmateriale til erstatning for strå har været almindeligt accepteret ved driftsbygninger op gennem 1900-årene, hvorimod anvendelsen af eternitplader kun langsomt vandt indpas. I denne forbindelse skal blot erindres om 1960'ernes heftige diskussion, hvor bevaringsfolk begræd stråtagenes forsvinden og harmedes over deres erstatning: "de grimme grå bølgeeternitplader". Ikke desto mindre blev eternit et almindeligt udbredt erstatningsmateriale. Til dets fordel talte en synsmæssig tyngde og en patinering, som lå tæt op ad stråtagets.

Genbrug af materialer og bygningsemner fra andre bygninger har været almindelig praksis til alle tider. Det samme gælder tjæring af syld eller sokkel og maling af vinduer, døre og andet træværk. Det kan ikke afgøres, om det er en lokal tradition, at stuehuset står med grønmalede bygningsdele, medens driftsbygningernes er rødmalede. I så fald er det en videreførelse af traditionen, at svinehusets genbrugsvinduer har beholdt deres grønne farve, som signalerer, at bygningen nu anvendes til beboelse.

Opstregningen af bindingsværkets tømmer er som nævnt affødt af ejerens ønske om at tydeliggøre "den gamle gård". Begrundelsen afspejler "tidsånden" i 1900-årenes sidste kvartal: en bygnings eller et bygningsanlægs alder er en kvalitet, som bør fremhæves. Opstregningen er senere blevet gentaget og vil efter alt at dømme blive det fortsat.

Der er således tale om traditioner med forskelligt tidsperspektiv. Afdækningen af driftsbygningernes tage med pandeplader er den "lange" tradition, medens opstregningen af bindingsværket er den "korte" tradition. Set med lægmands øjne - den korte tradition - er opstregningen i orden, medens fagmanden ville have foretrukket kalkning over tavl og tømmer - den lange tradition. Havde gården været fredet, ville fredningsmyndigheden ikke have tilladt opstregning.