Resume

Skovsgård Mølle, Påøvej 1, Sydlangeland Kommune. Fredet 1983

Om projektets baggrund og forløb henvises til baggrund, materialets opbygning, målgruppen og samarbejdsparter.

BEGREBER OG METODER

Det er forandringen - opfattet som ophør af noget velkendt og tab af etablerede holdepunkter - der inspirerer til omsorg for det historiske i vores omgivelser.

De historiske bygningers fortælling rækker længere bagud end "mands minde", og når vi freder dem, er det for "evigheden". Men hvilke bygninger skal bevares? Det er de bygninger, som er væsentlige eller betydningsfulde for os - det vil sige dem, vi tillægger værdi.

Værdigrundlaget
Bygninger repræsenterer materielle værdier, der kan måles med en økonomisk målestok, og immaterielle værdier, som er den betydning, vi tillægger bygningerne. De immaterielle værdier afhænger af øjnene, der ser. Man kan skelne mellem de almene værdier, som vi er fælles om, og de specifikke værdier, som fagmand opererer med.

Fagfolk har hver deres synsvinkel, de ser og analyserer omgivelserne under. De faglige paradigmer er underbygget erfaringsmæssigt og videnskabeligt. Det er arkitektens og historikerens paradigme, som ligger til grund for det professionelle bevaringsarbejde, og i bygningsfredningsloven indgår de på lige fod. Ud fra dem - hver for sig eller sammen - kan en bygning vurderes som fredningsværdig.

Bygninger repræsenterer ved deres håndgribelighed et potentiale. De kan være emner for videnskabelig undersøgelse eller egnede i pædagogisk øjemed. Potentialet, som fagmand kan kalde frem, vil være et forstærkende motiv for fredning.

Også for lægmand repræsenterer bygninger ved deres blotte tilstedeværelse et potentiale. Vores glæde ved bygningernes herlighedsværdi, skønhedsværdi o.s.v. kan imidlertid gøre dem til attraktive turistmål, hvorved de bliver en brugsmæssig og økonomisk ressource.

En værdisætning er grundlæggende udtryk for et valg. Forskellige synsmåder leder frem til bevarings- og fredningsværdierne. Det er vigtigt at holde de almene begreber adskilt fra de fagligt paradigmebestemte. På samme måde er det vigtigt at skelne mellem værdier, som alt andet lige er faktuelle, og potentiale og ressource, som repræsenterer muligheder.

Aflæsning af en historisk bygning
Det vil som regel være den ydre fremtræden, som danner grundlag for aflæsningen af en historisk bygning. Når det drejer sig om landbrugets bygninger refereres til idealbilledet af "den gamle bondegård". Aflæsningen tager således afsæt i en bestemmelse af bygningernes oprindelige funktion for derpå at fokusere på omfanget og karakteren af de bygningsmæssige ændringer.

Lægmand og fagmand vil stille forskellige krav til resultatet af aflæsningen. For lægmand vil det være tilstrækkeligt, at han efter alt at dømme står foran en bygning eller bygningsdel, som er gammel og oprindelig. Fagmand vil derimod have vished for bygningens eller bygningsdelens alder og oprindelighed.

En lignende forskel viser sig også ved vurderingen af, hvor meget en bygning kan ændres. Er der ved aflæsningen af den ændrede bygning noget, som støder øjet, det vil sige forstyrrer billedet af "den gamle bondegård". Lægmands tålegrænse vil komme til udtryk i en vending som "for meget efter min smag". Fagmands tålegrænse er defineret i de faglige paradigmer. Det udelukker selv sagt ikke, at lægmands og fagmands tålegrænser i det konkrete tilfælde kan være sammenfaldende.

Byggeskik
Etnologen Peter Dragsbo bruger begrebet byggeskik som den folkeligt accepterede, normative praksis i byggeriet - i modsætning til arkitekturen, som primært er resultat af kunstnerisk idé og skaben. Der er elementer af byggeskik i al arkitektur, ligesom der kan være elementer af arkitektur i byggeskik.

Byggeskikken afspejler den teknologiske udvikling, både når det drejer sig om den anvendte byggeteknik og brugen af nye materialer. Man kan definere traditionel byggeskik som en måde at bygge på, der har været almindelig og som stadig praktiseres. Det sidste forudsætter en prioritering af den traditionelle måde at gøre tingene på, og at den nødvendige håndværksmæssige kunnen er til stede. Her overfor står moderne byggeskik, der har været normativ praksis i en kortere periode, eksempelvis brugen af indbygningsspær.

Ændringer i byggeskikken sker især i perioder med højkonjunktur eller stærke sociale forskydninger. Brud på byggeskikken, det folkeligt accepterede, skulle derfor i princippet indebære en overskridelse af lægmands tålegrænse. Men det er en generel erfaring, at det er de toneangivende, de økonomisk formående, der definerer byggeskikken - og flytter tålegrænsen.

Normalt forbindes byggeskik alene med bygningerne. Men også i gårdens struktur, differentieringen af gårdens bygninger - stuehus, stald og lade og andre driftsbygninger - deres indbyrdes placering og deres beliggenhed i forhold til vej m.m. repræsenterer byggeskik. Det er således relevant at tale om byggeskik på gård- bygnings- og bygningselement-niveau. På alle tre niveauer findes variationer fra egn til egn.

Begrebet byggeskik bruges både, når gårde og bygninger værdisættes, som bevaringskriterium, og senere, når der skal tages stilling til fremgangsmåden ved deres opretholdelse.

Autenticitet
Autenticitet er et centralt begreb i diskussioner om bygningsbevaring. Bygningers autenticitet afgøres af fagmand, som tager stilling til om en bygning er, hvad den foregiver at være, eller hvad den påstås at være. Autenticitet kan ikke tilføres en bygning - kun afdækkes. At en bygning er autentisk er ikke ensbetydende med at bygningen er værdifuld. Men man kan vælge at gøre det autentiske til et væsentlighedskriterium ved vurderingen af bygningen.

Ved afdækningen af en bygningens autenticitet er det nødvendigt at se bygningens hele liv under ét, fra opførelsestidspunktet og frem til i dag. Senere ændringer kan være så omfattende, at den oprindelige bygning nærmest er forsvundet. Hvor ændringerne, der er gennemført på forskellige tidspunkter, fortsat står i deres oprindelige skikkelse, vil de enkeltvis være autentiske.

Det autentiske ved en bygning eller bygningsdel er således det urørte - ægte - overleverede materiale. Det er indeholdt i bevaringstanken, at det er den håndgribelige bygning, der skal sikres for eftertiden. Det grundlæggende princip er da også at bevare så meget materiale som muligt. Men i praksis kan der være mange grunde til at materiale må udskiftes.

Arkitekten Johannes Exner anlægger det syn, at en langsom og fortløbende fornyelse - på baggrund af kultiveret brug og vedligeholdelse af bygningen - vil bevare bygningens autenticitet. Også selvom bygningen til sidst vil være totalt substitueret, hvad den successive metode i praksis dog aldrig vil indebære.

Ved modernismens bygninger er autenticitetsbegrebet blevet nuanceret. Autenticitet i idégrundlaget er det samlende overordnede begreb, som kan uddybes ved autenticitet i det arkitektoniske, teknologiske og funktionelle koncept samt i sted og kontekst. Gården, der er et fortsat fungerende landbrug, er autentisk i idégrundlaget. Dens beliggenhed midt i sit produktionslandskab refererer til autenticitet i sted og kontekst, og de enkelte bygninger kan fremtræde autentiske i deres arkitektoniske, teknologiske og funktionelle koncept.

Bevaring og restaurering
At bevare en bygning er en fremtidsrettet handling. Bevaringsarbejdet vil dels følge nogle generelle principper, dels blive tilpasset den enkelte bygnings egenart. Den fredede bygning skal garanteres en lang - i princippet uendelig - livslængde, ligesom det skal sikres, at de værdier, bygningen repræsenterer, ikke går tabt. Kravet om livslængde er koblet til bygningens tekniske egenskaber

For at en bygning kan bestå, skal dens ydre og indre løbende vedligeholdes. Men der vil komme et tidspunkt, hvor selv den mest omsorgsfulde pleje ikke længere er tilstrækkelig. Der må gøres en særlig indsats.

En restaurering indebærer mere vidtgående aktiviteter end almindelig vedligeholdelse og småreparationer. I forbindelse med en restaurering er der dem, der vil føre bygningen tilbage - genskabe den i den oprindelige skikkelse, medens andre ønsker at opretholde bygningen med senere ændringer og tilføjelser. Atter andre vil sætte deres egen tids præg på bygningen - føje nyt til gammelt. Set i forhold til bevaringsønsket bliver det afgørende, hvordan tilføjelserne forholder sig til bygningens idegrundlag.

Arkitekten Vilhelm Wohlert peger på, at restaurering er en arkitektonisk kunstnerisk disciplin. Selv hvor den betjener sig af videnskabelige metoder til at erkende årsagssammenhænge, vil beslutningerne - tro mod det overleverede - i sidste instans blive truffet på kunstneriske præmisser.

Bevaring af byggeskik
Når en bygning fredes med begrundelsen at den repræsenterer byggeskikken, er det altid det håndgribelige resultat af en bestemt normativ praksis, der fredes. Med rimelighed kan der derfor argumenteres for, at man ved vedligeholdelse og istandsættelse benytter samme byggeteknik. Det vil for ældre bygningers vedkommende betyde, at traditionel byggeskik bliver opretholdt.

Men de byggetekniske muligheder bliver stadig flere. Ved at acceptere brugen af den ny byggeteknik, som indgår i moderne byggeskik, transformeres fredningsbegrundelsens byggeskik til byggeskik som kontinuerlig praksis. Det vil sige, at byggeskikken ikke længere opretholdes som resultat af en bestemt praksis men viderføres som levende praksis i pagt med den teknologiske udvikling.

BYGNINGSFREDNING

Ved udgangen af 1996 var der fredet ca.175 bondegåde og ganske få husmandssteder. Fredningerne omfattede hovedsagelig bygninger opført før 1800-årenes midte. Fredningsmyndigheden har indledt en landsdækkende temagennemgang af landbrugsejendomme med henblik på at finde fredningsemner blandt gårde og husmandssteder fra perioden 1850-1940.

For at en bygning kan fredes, skal den have væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi og - siden 1997 - som hovedregel være mere end 50 år gammel. Hvor begrundelsen for fredning tidligere var formuleret enkelt ved brug af lovens ord: arkitektonisk og kulturhistorisk værdi, indeholder begrundelserne i dag mere udførlige beskrivelser af fredningsværdierne. Derved foreligger samtidig nogle rammer eller retningslinier for fredningsmyndighedens behandling af byggesager på de pågældende bygninger.

Hovedindholdet i en fredning er, at bygningen skal opretholdes i den skikkelse, den har - og i en forsvarlig stand. Ethvert bygningsarbejde, der ændrer ved de eksisterende forhold kræver tilladelse fra fredningsmyndigheden. Det vil i praksis sige alle bygningsarbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse.

Hensigtsmæssig funktion
Det fremgår af bygningsfredningslovens formålsparagraf, at der ved lovens administration skal lægges vægt på, at bygningerne får en "hensigtsmæssig funktion, der under hensyntagen til bygningernes særlige karakter tjener til deres opretholdelse på længere sigt." Administrationen bygger således på princippet om, at bygninger bevares bedst ved at være i brug.

I bemærkningerne til loven forklares "hensigtsmæssig" funktion som en "tidssvarende og økonomisk rentabel" funktion. Det vil altid være ejeren, der vurderer, om en bestående funktion er tidssvarende og økonomisk rentabel, og som regel er det da også rentabilitetsbetragtninger, der ligger til grund for ombygningsønsker. Med eksempler som indretning af kursusvirksomhed eller ferielejligheder i tidligere driftsbygninger - med de deraf følgende konsekvenser for fredningsværdierne - har lovgiver næppe forestillet sig, hvad den administrative retningslinie på sigt kunne indebære for de fredede landbrugsbygninger.

Tålegrænsen
Ejerens byggeønsker fremgår af det byggeprojekt, fredningsmyndigheden får forelagt til godkendelse. I det omfang fredningsværdierne ikke antastes, vil der blive givet tilladelse til de påtænkte byggearbejder - undertiden efter en vis tilretning af projektet. Man kan sige, at fredningsmyndigheden i forbindelse med godkendelsen af et byggeprojekt fastsætter en tålegrænse for ændringer af den fredede bygning.

FIG 1: TÅLEGRÆNSEN

Om tålegrænsen i det enkelte tilfælde er rigtigt valgt, kan først vurderes, når byggearbejderne er gennemført. Selv det mest seriøse projekt, den mest omhyggelige godkendelsesprocedure og de dygtigste håndværkere på byggepladsen osv. er ingen garanti for, at et byggearbejde ikke undertiden udvikler sig til en "katastrofe" for bygningen og de fredningsmæssige værdier.

Brugsmæssig tålegrænse
Fredningsmyndigheden kan i dag alene tage stilling til - og om nødvendigt argumenterer mod - de bygningsmæssige ændringer som et byggeprojekt vil indebære. Det vil sige, at fredningsmyndigheden blot kan afbøde konsekvenserne af et anvendelses- eller byggeprogram, uanset hvor vidtrækkende det er.

Det rejser spørgsmålet, om en ejer med rimelighed kan have de samme forventninger til brugen af en fredet bygning som til brugen af en hvilken som helst anden bygning, der ikke er fredet. I anden sammenhæng bruges begrebet "overudnyttelse", hvilket vil sige, at udnyttelsen går ud over dét, som anses for rimeligt eller, som overskrider en norm. Ved den fredede bygning kunne normen som udgangspunkt være omfanget og karakteren af den brug, bygningen havde på fredningstidspunktet.

Mange ældre funktionsbestemte bygninger vil på fredningstidspunktet være ringe udnyttede eller stå ubenyttede hen. Et ønske om at tage dem i brug, og i givet fald til en anden funktion end den tidligere, er forståeligt. I mange tilfælde vil det også kunne lade sig gøre med respekt for fredningsværdierne. Men et anvendelses- og byggeprogram, der åbenbart angriber fredningsværdierne, burde fredningsmyndigheden have mulighed for at afvise. Ved en afvisning af byggeprogrammet vil byggeprojektet bortfalde automatisk.

Ved at operere med en brugsmæssig tålegrænse - defineret i forhold til omfanget og karakteren af bygningsanvendelsen på fredningstidspunktet - vil fredningsmyndigheden i sin administration kunne gå fra en indirekte til en direkte argumentation i behandlingen af byggesager.

Genfredning
Overgangen fra én brug til en anden - genbrug - er en skelsættende begivenhed i en bygnings liv. Sporene efter den tidligere brug vil forsvinde i større eller mindre omfang, og de bygningsmæssige rammer blive forandret i både det indre og det ydre. Det kan ikke undgås at fredningsværdierne påvirkes. Der vil ske en forskydning bort fra de værdier, som udgjorde fredningsgrundlaget.

Dette burde føre til en revurdering af bygningens fredningsstatus og en ny begrundelse for bygningens opretholdelse. For eksempel kan referencen "fredet driftsbygning" ikke længere benyttes, når kursuscentrets "fredede undervisningsfløj" på et senere tidspunkt ønskes ombygget til ferieboliger.

For en sådan genfredning taler i øvrigt, at det kan være vanskeligt at gennemskue konsekvenserne af et byggeprogram eller byggeprojekt, ligesom fredningsværdierne kan have lidt overlast ved gennemførelsen af byggeprojektet.

Fra værdi til strategi
Det er fredningsbegrundelsen - fredningsværdierne - der danner udgangspunkt for det efterfølgende bevaringsarbejde. Fredningsmyndigheden kan her have en selvstændig interesse i at klargøre, hvilket fredningsfagligt ambitionsniveau man vil anlægge i administration. Ved at graduere ambitionsniveauet understøttes koblingen mellem fredningsvurdering og valg af fremgangsmåde i bevaringsarbejdet. Det kunne være en mulighed at operere med tre bevaringsniveauer:

FIG 2: BEVARINGSNIVEAUER

I store træk svarer niveau 2 til fredningsmyndighedens administrationspraksis i dag. Niveau 1 repræsenterer derimod en skærpet administration, som blot kan komme på tale i begrænset omfang, når det drejer sig om "umistelige" bygninger eller bygningsdele. Niveau 3 svarer til administrationen af de tidligere B-fredninger.

Niveauerne vil være fredningsmyndighedens oversigtlige reference i forbindelse med behandlingen af byggesager. Man kan sige, at niveauerne beskriver en tilnærmet tålegrænse med hensyn til bygningsændringer og brugsmuligheder. Niveauernes generelle retningslinier kan konkretiseres i anvisninger for den enkelte bygning for eksempel gennem udarbejdelse af en manual for vedligeholdelse eller en plan for restaurering. Hvor de generelle retningslinier konkretiseres - og fredningsmyndigheden og ejeren af den fredede bygninger bliver enige herom - vil der foreligge en bevaringsstrategi.

En aftalt bevaringsstrategi kan danne grundlag for en økonomisk støttemodel for den fredede bygning. En museal strategi vil betyde, at det offentlige afholder hovedparten af de løbende udgifter til bygningens opretholdelse, medens en strategi der alene omfatter regulering af bygningens ydre, kun udløser støtte i særlige tilfælde.

Brug, fortsat brug og genbrug
Bygninger opføres med et bestemt formål for øje - en bestemt brug. Bygningens "berettigelse" er dens anvendelighed.

Der kan skelnes mellem passiv og aktiv brug af en bygning. Når den fredede driftsbygning står ubenyttet, "fejet og pyntet", er den en "herlighed" for ejeren og for dem, der kommer forbi. Er ejeren et museum, vil bygningen som regel være tilgængelig for publikum. Både den private ejer og de besøgende bruger bygningen. Men brugen er passiv i den forstand, at bygningen i det indre og ydre bevares i den skikkelse, den nu engang har.

Den aktive brug af bygningen kan bestå i fortsat brug eller genbrug. Når en driftsbygning bliver tilpasset nye driftsformer, er der tale om fortsat brug. Det er først, når bygningen ikke længere indgår som en del af ejendommens produktionsapparat - er gået ud af brug - og den får en anden anvendelse, at man kan tale om genbrug.

BYGGESAGER - UNDERSØGELSENS 1.DEL

Et byggeprojekt repræsenterer ejerens ønsker til brug og indretning af sin bygning. Ved behandlingen af byggesagen skal fredningsmyndigheden hense til, at fredningsværdierne opretholdes og ikke lider overlast. Et ombygnings- og restaureringsarbejde bliver ofte resultat af et kompromis mellem ejerens forventninger og fredningsmyndighedens krav.

Det har været undersøgelsens sigte at beskrive og vurdere praksis på baggrund af byggesager ved en række udvalgte gårde, hvor der er gennemført større ombygningsarbejder på driftsbygningerne i forbindelse med deres tilpasning til en ændret driftsform eller deres overgang til anden anvendelse. Undersøgelsens hovedspørgsmål er, om der kan findes en tålegrænse for bygningsmæssige ændringer set i forhold til de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, de fredede driftsbygninger repræsenterer.

Ved gennemgangen af fredningsmyndighedens arkiv blev der fundet omkring 40 ejendomme med relevante byggesager. Medens bygningsændringer til fortsat jordbrugsmæssig drift alt overvejende har kunnet gennemføres, uden fredningsværdierne er blevet antastet, har værdierne været sat under pres, når driftsbygningerne er overgået til anden anvendelse.

De tre eksempler på anden anvendelse - Gåsemandens Gård, Hviidsminde og Thorupsgård - repræsenterer forskellige resultater af en proces, der som udgangspunkt har haft de pågældende ejeres ønske om brug af bygningerne til henholdsvis museumsformål, kontorvirksomhed og ferielejligheder. Under gennemgangen af byggesagerne på de enkelte ejendomme er processen blevet belyst, hvilket har givet anledning til en særskilt diskussion af en række udvalgte aspekter af forvaltningsmæssig, restaureringsfaglig og mere generel fredningsfaglig karakter.

Det er det holdningsmæssige udgangspunkt, som adskiller en ombygning fra en restaurering. Hvor ombygningen primært sigter mod at opretholde bygningen i teknisk henseende og tilpasset brugskrav, har restaureringen det videre formål at fastholde bygningens historiske dimension. Dette er opnået ved Gåsemandens Gård, hvor byggearbejderne og den efterfølgende brug går hånd i hånd.

Ved Hviidsminde og Thorupsgård er der tale om genbrug af tidligere driftsbygninger til henholdsvis anden erhvervsmæssig anvendelse og til boligformål. Begge dele har krævet ombygning af bygningernes indre, så mennesker kan opholde sig i dem i længere tid ad gangen. Og i begge tilfælde har den ny anvendelse ført til ændringer af bygningernes ydre.

Bør ændringer af det ydre tillempes, så bygningerne fortsat kan aflæses som driftsbygninger - eller i det mindste som tidligere driftsbygninger - eller kan det accepteres, at bygningerne ændrer karakter i overensstemmelse med den ny anvendelse? De to eksempler viser, at en fremtræden som erhvervsbygning i højere grad tilgodeser den umiddelbare aflæselighed af den tidligere driftsbygning. Tålegrænsen ved genbrug af landbrugets driftsbygninger kan muligvis trækkes mellem fortsat erhvervsmæssig brug og en ikke-erhvervsmæssig brug.

HANDLINGSPLANER - UNDERSØGELSENS 2.DEL

Betragtes fredningsværdierne som bindende forudsætninger ved en ændret anvendelse af fredede driftsbygninger, vil det sige, at den ny brug skal respektere værdierne og bidrage til deres opretholdelse. Spørgsmålet er da, hvilke anvendelsesmuligheder, der kan komme på tale ved den enkelte gård. En metodisk afsøgning af driftsbygningernes anvendelsesmuligheder kan - i det omfang den fører til økonomisk realistiske forslag - give et billede af bygningernes brugsmæssige potentiale.

Handlingsplanen blev indført som et nyt begreb ved ændringen af bygningsfredningsloven i 1997. Den er tænkt som et redskab for ejer og fredningsmyndighed til at få afklaret de fredede bygningers anvendelsesmuligheder indenfor de begrænsninger, som opretholdelsen af fredningsværdierne sætter. Da handlingsplanen endnu ikke er indarbejdet i fredningsmyndighedens administrative praksis, er det faldet lige for i denne undersøgelse at udvikle og afprøve redskabet.

I undersøgelsen belyses mulighederne for at genanvende de fredede driftsbygninger ved tre gårdtyper, der er repræsenteret ved henholdsvis Snedinge avlsgård under Holsteinborg gods, Villumgård i landsbyen Voldtofte og avlsgården til herregården Bidstrup. Undersøgelsen er gennemført efter et program for, hvad en handlingsplan bør indeholde. Det praktiske arbejder er udført af tre konsulentfirmaer, der har fået frie hænder med hensyn til opgavens løsning.

Konsulenterne anskuer problematikken på to måder: i Snedinge og Villumgårds tilfælde opstilles en række fiktive funktioner, og de "nødvendige" bygningsmæssige indgreb, de vil medføre, bliver illustreret. Ved Bidstrup undersøges, hvilke bygningsmæssige indgreb bygningerne kan tåle ud fra et arkitektonisk synspunkt. Nye funktioner, hvad det end måtte være, må indordne sig under de arkitektoniske principper.

Man kan sige, at handlingsplanerne for Snedinge og Villumgård først og fremmest retter sig mod ejerne, der her får ideer til bygningernes fremtidige brug. Fredningsmyndigheden vil nok være mere interesseret i den arkitektoniske analyse på Bidstrup, som kan bidrage til afklaring af, hvad fredningsmyndigheden vil kunne tillade af bygningsmæssige ændringer - med andre ord fredningsmyndighedens tålegrænse.

Eksemplerne bekræfter, at det er uundgåeligt, at fredningsværdierne påvirkes ved en ændret brug af bygningerne. På baggrund af de anvendelsesmuligheder, der er skitseret for Snedinge og Villumgård synes to forhold at have overordnet betydning, hvis den ny brug af driftsbygningerne skal være umiddelbar forståelig: brugen skal forholde sig til stedets og bygningernes kontekst.

Med hensyn til det første vil det sige, at en brug af bygningerne, hvor gårdens jordtilliggende danner grundlag for bygningsanvendelsen, må have første prioritet. Som eksempler kan nævnes havebrugscenter, ridecenter eller golfklub.

For bygningernes vedkommende er udgangspunktet, at de er opført med et erhvervsmæssigt formål for øje, hvorfor en fortsat erhvervsmæssig brug ligger lige for. Eksempler som materialgård og værksteder repræsenterer en brug, hvor bygningerne i vid udstræk kan anvendes, som de er, og hvor der ikke stilles større krav om bygningsmæssige ændringer. Derimod er det mere problematisk at indrette bygningerne til liberale erhverv, kontorvirksomhed og lignende, hvor de bygningsmæssige ændringer både i det indre og ydre bliver mere omfattende.

Undersøgelsen viser, at realismen i de anvendelsesmuligheder, der foreslås i handlingsplanerne blandt andet afhænger af gårdens beliggenhed i forhold til bysamfund og infrastruktur. Der er grænser for, i hvor stor afstand ridecentret kan ligge fra sit kundeunderlag. Men altafgørende er dog de meget store omkostninger, der vil være forbundet med genopretning og nyindretning til anden brug af de ældre driftsbygninger. Det er åbenbart, at mulighederne for genbrug af landbrugets driftsbygninger i sidste ende afhænger af ejerens økonomiske formåen og initiativ.

Med hensyn til brugen af handlingsplanen som redskab, er det vigtigt at holde sig for øje, at den ikke en plan men en analyse af brugsmuligheder og de afledte bygningsmæssige konsekvenser. Det må derfor implicit være et krav, at de bygningsmæssige tiltag, som handlingsplanens brugsforslag indebærer, holder sig indenfor fredningsmyndighedens tålegrænse. I parentes bemærkes, at handlingsplanerne for Snedinge og Villumgård formentlig ikke helt opfylder dette krav.

Heraf følger det grundlæggende spørgsmålet om handlingsplanens status. Er den blot nogle ideer og tanker, der lægges frem til diskussion, eller er den en form for aftale som ejeren - eller senere ejere - kan henholde sig til, når han engang vil bruge sin bygning på anden måde? Endnu er handlingsplanen ikke blevet afprøvet som instrument i forbindelse med gennemførelsen af nyfredninger.

Ved allerede fredede bygninger og bygningsanlæg er det sjældent aktuelt med de omfattende øvelser, som en handlingsplan indebærer. Her drejer det sig som regel om at fastlægge en strategi for, hvordan bygningerne kan opretholdes eller om mulighederne for at realisere et konkret ønske til bygningernes anvendelse. Hvordan kan ejeren få indrettet en el-installatørforretning i de tidligere driftsbygninger, uden fredningsværdierne lider overlast?