Processen

I en artikel "Banaliseret udødelighed eller festlig dødelighed" skriver Johannes Exner:

"Hvis man blot ville forstå at bruge huset kultiveret og vedligeholde det i samme ånd og med velovervejede nødvendige fornyelser, så vil omdannelserne ske langsomt og successivt. De små beherskede forbedringer bliver da hver gang til en festlighed, og huset lever videre på naturlig måde i stedet for at blive endevendt af omfattende restaureringer og renoveringer…"

"Den successive metode vil naturligvis kunne medføre, at flere dele af huset med tiden udskiftes, og at den originale gestalt derved reduceres. Men huset er hele tiden i denne langsomme proces alligevel sig selv og i kontakt med sin oprindelige originalitet og er derfor historisk autentisk, på samme måde som mennesket, der langsomt ændres. Skulle huset til sidst være blevet totalt substitueret, hvad metoden dog aldrig indebærer, er det sket gennem et langt og kvalificeret liv…"

"Ved den successive og langsomme udskiftning af detaljerne er livet kontinuerligt i gang, og den uendelighedsinspirerede konservering vil ikke dræbe monumentet. Tværtimod vil livsprocessen bekræftes, bygningens autenticitet bevares, og huset sikres sin logiske identitet…"

"For at en ting kan betegnes som levende, skal der altså hele tiden være dele i den, der skabes, lever og dør…For at helheden kan leve, er det altså nødvendigt, at kun partielle dele af detailmængden udskiftes med nyt. Derved formår man at fastholde kontinuiteten og forbindelsen bagud til den originale helhed… Alle tidspunkter og situationer i en bygnings liv er således dele i et procesforløb…"
(Arkitekten 4. 1991)

Hertil skal blot føjes, at tankerækken forudsætter en fortsat brug af bygningen til det formål, den er skabt, eller beslægtede formål, hvor brugen ikke stiller krav til bygningen ud over dem, der knytter sig til bygningens opretholdelse.