Den materielle substans

Det er indeholdt i bevaringstanken, at det er den håndgribelige bygning, der skal sikres for eftertiden. Det grundlæggende princip er da også at bevare så meget oprindeligt materiale som muligt.

I praksis kan der være mange grunde til, at oprindeligt materiale må udskiftes. Skader har fået lov til at udvikle sig for længe. Angreb af råd og svamp er blevet for omfattende. Nye tekniske specifikationer og normer kræver en anden behandling af materialers overflader.

Som hovedregel tilstræbes det, at der kun sker en delvis fornyelse, og at fornyelsen sker med samme materiale som det, der tages bort. "Vi byter inte ostraffat vävnadstyper i hud og muskler", som arkitekten Ove Hidemark formulerer det. (Robertson s. 27)

Hvor der tilføres nyt materiale, vil der ofte blive anvendt en anden mere nutidig teknik ved fremstillingen og tildannelsen af materialet. Derved vil det oprindelige materiales overflade med vidnesbyrd om håndværkets traditioner og individuel værktøjsføring gå tabt. Bindingsværkets håndhuggede egetømmer erstattes af savskåret lærketømmer.

Bevaring af viden og kunnen - og mulighederne for at praktisere håndværket - er derfor lige så vigtig som bygningernes opretholdelse. "Kan vi över huvud taget reparera och underhålla våra byggnader med autenticiteten satt i högsätet om inte handverket värderas lika högt som form, material och konstruktion? " (Hidemark s. 116)