Arkitekten

I en artikel "Restaurering - genbrug" beskæftiger arkitekten Vilhelm Wohlert sig med arkitekternes restaureringsholdning. Hans udgangspunkt er, at det kun er de bygninger, der kan bringes til at fungere enten ved fortsat brug eller gennem tilpasning af en ny funktion, der vil kunne bevares for eftertiden.

"Det er vel overflødigt at bemærke, at indpasning af en ny funktion forudsætter, at denne ikke i egentlig forstand repræsenterer en trussel mod husets eksistens. Den må nødvendigvis være loyal over for husets væsentlige egenskaber, såsom dets konstruktion, opbygning, dets masse, dets proportioner, materialer og værdifulde dekorationer, dets basale egenskaber som klimaskærm, ej heller må eventuelle tilbygninger ændre dets hovedbalance og størrelsesforhold."

"Men indenfor rammerne af disse ideelle fordringer, som aldrig kan defineres krystalklart, ligger der et register af muligheder, der talentløst forvaltet alligevel kan spolere bygningsværket, banalisere og maltraktere det, som vi ofte ser - eller som ved den kyndige - gengiver det værdighed og karakter."

Vilhelm Wohlert tager afstand fra synspunktet, at den bedste restaurering er den, hvor man intet mærker til den ansvarlige for processen: "…således vil kun de ændringer og supplementer, som genanvendelsen af et hus medfører, blive af værdi for helheden, hvis de i sig selv er præget af kvalitet, det vil sige, såfremt de er blevet formet af den bygningskunstneriske kvalificerede. Denne kan ifølge sagens natur ikke være anonym, hans arbejde må afspejle tidens vilkår, og hans personlige evne til at formulere en arkitektonisk tanke på disse betingelser."

På den anden side vil det være en forenkling at postulere, at enhver tilføjelse skal være nutidig. Der kan være – og der er – tilfælde, hvor det er rigtigst at benytte sig af en anden tids form og sprog. Det gør blot den kunstneriske indsats så meget vanskeligere og kravet til vurderingsevne, indlevelse og kunnen så meget større.

Vilhelm Wohlert konkluderer, at "restaurering er basalt en arkitektonisk kunstnerisk disciplin, som ganske vist betjener sig af videnskabelige metoder til at skaffe sig erkendelse om årsagssammenhænge … men som tro mod det overleverede og dets væsen i sidste instans må indebære, at beslutninger træffes på kunstneriske præmisser."

Artiklen afrundes med et citat af maleren Joakim Skovgaard: "Er det bedst at følge det gamle så nær som muligt, eller at give af sit eget? Hvis man da har noget. Ja, det er det sidste, det kommer an på."
(Arkitekten nr. 13, 1976)