 |
|
|
|
Arbejdsmodel
Arbejdsmodel, trin 1:
Bygninger repræsenterer materielle værdier, der
kan måles med en økonomisk målestok. Det kan
være værdien af de materialer, som bygningerne består
af, værdien af den arbejdsindsats, der er medgået til
at samle materialerne, og endelig er der bygningernes brugsværdi,
når de er rejst.
Men bygninger repræsenterer også immaterielle værdier,
hvorved vi forstår den betydning, vi tillægger bygningerne.
Den har vi ikke umiddelbart nogen fælles målestok for.
På den anden side er de bygninger, vi færdes i, og
vore nære omgivelser i det hele taget vigtige for os. De danner
ramme om vor daglige aktivitet og sociale liv. Denne "brugsværdi"
bevirker, at vi oplever en tilknytning til bygningerne, som får
os til at identificere os med dem. En målestok kunne derfor
være, hvorvidt bygningerne og omgivelserne fremmer en følelse
af "identitet" hos den enkelte.
Arbejdsmodel, trin 2:
Denne "identitetsgivende" værdi har blandt andre
psykologen P.H. Kühl prøvet at beskrive som sammensat
af en række del-værdier:
- herlighedsværdi
- skønhedsværdi
|
en smuk bygning med en storslået landskabelig beliggenhed
|
- genkendelsesværdi
- orienteringsværdi
|
en markant bygning, der huskes, og som i dagligdagen
fungerer som vejviser
|
- symbolværdi
- affektionsværdi |
en bygning, der har været ramme om vigtige
begivenheder, og som derfor omfattes af veneration
|
Arbejdsmodel, trin 3:
Vi taler ofte om "gamle bygninger". Det drejer sig
ikke så meget om bygningernes eksakte alder, men vores oplevelse
af, at de er gamle - er "historiske".
Til de "identitetsgivende" værdier kan derfor lægges:
- kontinuitetsværdi
- traditionsværdi |
en bygning, som afspejler "et langt liv",
og som behandles på "gammeldags måde" |
De "identitetsgivende" værdier er i spil, når
der sker forandringer i omgivelserne. Det er her begrebet bevaring
får sit almene indhold.
Arbejdsmodel, trin 4:
Siger vi, at vi registrer omgivelserne med vores følelser
og forstand, fremkommer et andet værdi-sæt: oplevelsesværdi
og fortælleværdi.
Oplevelsesværdien tager afsæt i den umiddelbare erkendelse
af omgivelserne. En bygning, der på grund af dens særprægede
udseende eller karakter er særlig udtryksfuld, tillægges
oplevelsesværdi. Det kræver ingen særlige kundskaber
at formulere, at en bygning har oplevelsesværdi.
Fortælleværdien bygger på en forstandsmæssig
erkendelse af omgivelserne. Således er en vis forhåndsviden
nødvendig for at kunne formulere en bygnings fortælleværdi.
En bygning, som vi kan bringe ind i en sammenhæng, bliver
meningsfuld for os. Bygningen bliver en brik i genfortællingen
af historien.
Registreringen kan være styret af:
Omgivelserne kan
de kan være særligt
hvorfor de tillægges |
følelse
fornemmes
udtryksfulde
oplevelsesværdi |
forstand
forstås
meningsfulde
fortælleværdi |
Når vi opererer med kategorierne følelse og forstand,
er vi alle lægmænd.
Arbejdsmodel, trin 5:
Fagfolk har hver deres synsvinkel, de ser og analyserer omgivelserne
under. De forskellige faglige paradigmer er underbygget erfaringsmæssigt
og videnskabeligt. Begreberne oplevelsesværdi og fortælleværdi
kan henføres under henholdsvis et kunstnerisk og et historisk
syn på omgivelserne.
Når det drejer sig om bygninger, tager arkitekten stilling
til den arkitektoniske værdi, og historikeren til den historiske
eller bredere: den kulturhistoriske værdi. Det er disse to
værdisæt, der traditionelt har udgjort grundlaget for
det professionelle bevaringsarbejde.
Arbejdsmodel, trin 6:
Defineres arkitektur som bygningskunst, vurderes bygningerne som
værker ud fra kunstneriske kriterier.
I vurderingen af en bygnings arkitektoniske værdi indgår
en række aspekter eller kriterier, som er afgørende
for, hvorvidt bygningen har arkitektonisk interesse. De vigtigste
er:
| Tolkning – af samtidens forestillingsverden |
| |
Bygningen er et ”svar på” bygherrens forestilling
om byggeopgaven og arkitektens ”bud på” opgavens
løsning udtrykt i bygningens idégrundlag.
|
| Originalitet - i det kunstneriske koncept |
| |
Bygningen fremstår med et "arkitektonisk hovedgreb",
i nyere tid ofte defineret ved overensstemmelse mellem funktion
og form. Bygningen afspejler en bevidst brug af de arkitektoniske
udtryksmidler.
|
| Stringens - i de æstetiske valg |
| |
Bygningen fremstår afklaret i konstruktion, valg af
materialer, proportioner m.v.
|
| Kvalitet - i udførelsen |
| |
Bygningen er opført af gode materialer, og den tekniske
og håndværksmæssige forarbejdning er god i
både helhed og detaljer. |
Arbejdsmodel, trin 7:
Ved den kulturhistoriske vurdering sættes bygningen først
ind i en kontekst. Bygningen kan afspejle:
| Generelle træk af samfundsudviklingen |
| |
Bygningen betragtes som produkt af samfundets hele teknologiske
og økonomiske formåen, værdiforestillinger
og organisering på et givent tidspunkt. Bygningen vil
afspejle det konkrete liv, den konkrete brug m.v., som bygningen
har dannet ramme om gennem tiderne. Bygningen kan sammen med
andre bygninger beskrive trin og forløb i samfundsudviklingen.
|
| Særlige træk i samfundsudviklingen |
| |
Bygningen kan have dannet ramme om betydningsfulde historiske
begivenheder eller berømte personers virke
|
| Den bygningskulturelle udvikling |
| |
Den bygningskulturelle udvikling er et udsnit af samfundsudviklingen.
Det kan være formålstjenligt at skelne mellem:
- Byggeriets historie
Bygninger vil altid afspejle skiftende tiders funktionskrav
og ofte flere teknologiske udviklingstrin fra opførelsestidspunktet
og videre frem. Byggeriets historie fokuserer på de
generelle træk - "de lange linier" - i udviklingen.
I den ældre bygningsmasse vil regionalt betingede forskelle
i byggeriet blive aflæst som lokal byggeskik.
- Arkitekturens historie
Arkitekturhistorien beskæftiger sig med forskellige
perioders ideologiske og kunstneriske idealer, som de kommer
til udtryk i byggestilen. Fokus rettes her på bygninger,
som har været arkitektonisk banebrydende - "forbilleder"
- og på bygninger af væsentlige bygmestre og arkitekter.
|
Arbejdsmodel, trin 8:
Bygninger er en kilde til vor viden om fortiden, hvor den de kan
supplere anden overleveret dokumentation. Kriterierne for
bygningers historiske kildeværdi kan sammenfattes i:
| Oprindelighed |
| |
Få bygninger står i samme skikkelse som dengang,
de blev opført. Ved ændringer eller tilføjelser
har bygningerne fået tilført nye historiske lag.
De er undertiden mere fremtrædende og repræsenterer
en senere oprindelighed.
|
| Repræsentativitet |
| |
En bygning kan være et særligt klart eksempel på
en bygningstype blandt andre bygninger med samme funktion, en
hyppigt forekommende bygningstype inden for et geografisk område,
eller en bygningstype fra en bestemt periode, som stadig forekommer
i stort tal.
|
| Sjældenhed |
| |
En bygning kan enten være unik - den eneste af sin slags
- eller være et af få tilbageværende eksempler
på en bygningstype, som tidligere har været almindelig.
|
Arbejdsmodel, trin 9:
Det arkitektoniske og det kulturhistoriske paradigme er knæsat
i bygningsfredningsloven, hvor de to faglige paradigmer indgår
på lige fod. Ud fra hvert af dem kan en bygning vurderes som
fredningsværdig. I mange tilfælde vil en bygning repræsentere
både arkitektoniske værdier og kulturhistoriske værdier.
Værdierne kan her optræde med forskellig vægt.
Det er imidlertid vigtigt, at argumentationen, der føres
for fredning i det ene paradigme, ikke blandes med argumentationen
fra det andet. Kun derved sikres den nødvendige konsistens
i argumentationerne. De to paradigmer er i den forstand komplementære.
De faglige paradigmer bliver løbende reformuleret, dels
ved forskning i paradigmernes genstand: de værdifulde bygninger,
dels ved paradigmernes brug. Vurderinger af samme bygning, foretaget
på forskelligt tidspunkt, kan derfor føre til forskelligt
resultat.
Det stiller krav om en omhyggelig værdisætning og begrundelse
for fredning af en bygning. En fredning, som ideelt set skal vare
evigt, bør være begrundet så overbevisende, at
den kan tåle mindre forskydninger i de faglige paradigmer.
Arbejdsmodel, trin 10:
Forskellen mellem det arkitektoniske og det kulturhistoriske paradigme
kan forenklet illustreres på følgende måde:
|
Paradigmet
er karakteriseret ved
|
det arkitektoniske
det kunstneriske
|
det kulturhistoriske
tiden
|
der fokuseres på
som i sin substans er
|
resultatet
værket
|
processen
sporet
|
| hvor grundværdien er |
æstetisk |
autentisk |
Arbejdsmodel, trin 11:
Bygninger repræsenterer ved deres håndgribelighed et
potentiale. Fagmanden vil tillægge bygninger videnskabelig
betydning, da de kan danne grundlag for forskning i bygningskultur
og arkitektur. Nogle bygninger kan tydeligere end andre illustrere
tidligere tiders levevilkår og samfundsforhold, hvorfor de
vil få tillagt pædagogisk betydning.
Bygningernes potentiale vil være et forstærkende
motiv for bevaring eller fredning. Fagmanden vil kunne "fremkalde"
dette potentiale.
Arbejdsmodel, trin 12:
Også for lægmand repræsenterer bygninger ved
deres blotte tilstedeværelse et potentiale. De udgør
rammen om vores daglige gøremål. Om vi er i vort eget
miljø eller opsøger andre miljøer, består
potentialet i den "identitetsgivende" værdi, som
vi tillægger det pågældende miljø og dets
bygninger, jf. arbejdsmodellens trin 2 og 3.
Når vi færdes på egen hånd på en fremmed
lokalitet, bruger vi lokalitetens værdier. Det er en "passiv"
brug af lokalitetens herlighedsværdi, skønhedsværdi
o.s.v., idet vores tilstedeværelse ikke umiddelbart påvirker
værdierne. Men tiltrækker lokaliteten besøgende
i større omfang - og bliver de besøgendes færden
organiseret - er der tale om en "aktiv" brug af lokaliteten.
Lokaliteten er blevet et turistmål og derved en brugsmæssig
og økonomisk ressource.
Denne forskydning fra potentiale til ressource kan ikke undgå
at påvirke miljø og bygninger.
|
|
|
|
