Lægmands og fagmands tålegrænser

Lægmand og fagmand kan godt bruge samme fremgangsmåde ved aflæsning af en bygning men vil som regel stille forskellige krav til resultatet. For lægmand vil det være tilstrækkeligt, at han efter alt at dømme - sandsynligvis - står foran en bygning eller en bygningsdel, som er gammel og oprindelig. Fagmand vil derimod have vished for bygningens eller bygningsdelens alder og oprindelighed.

Denne forskellighed får også betydning ved vurderingen af, hvor meget en bygning kan ændres. Er der ved aflæsningen af den ændrede bygning noget, som "støder øjet", det vil sige forstyrrer billedet af "den gamle bondegård"?

Er den gamle bygning der stadig? Er bygningen blevet kønnere eller grimmere? Lægmand vil næppe stille så konkrete spørgsmål, men i højere grad hælde til en helhedsvurdering: opleves ændringen som positiv eller negativ? Lægmands tålegrænse vil komme til udtryk i en vending som: "for meget efter min smag". Fagmands vurdering af bygningsændringer vil bygge på de faglige paradigmer, ligesom fagmands tålegrænse defineres i forhold hertil.

Fagmands og lægmands tålegrænser kan være sammenfaldende, men behøver ikke at være det.

Gennem de seneste tiår har der været en vis interesse for, at en bygning alder, især når den var gammel, kunne aflæses. Det er således blevet almindeligt at se det sjællandske bindingsværk opstreget. Mand og mand imellem er en sort opstregning af bindingsværk en acceptabel ændring af facadeudtrykket. Når facaderne på den sjællandske bindingsværksgård tidligere var kalkede over tavl og tømmer, var det blandt andet for at skjule tømmerets ofte ringe kvalitet. Derfor vil fagmand afvise en opstregning, da den er i strid med det specifikke egnspræg i byggeskikken.