Resumé af eksempler på fortsat jordbrugsmæssig drift

Hennegård fredes efter en henvendelse fra ejeren, der har store problemer med at afholde udgifterne til vedligeholdelse af stuehuset og de tre sammenbyggede avlslænger. Bygningerne, der ligger på et voldsted, er opført i første halvdel af 1800-årene. Af et notat fremgår stikord til en begrundelse for fredningen: "Æstetisk fredning. Vejen går igennem. Fint landskab. Ret forfalden…" I 1950 gennemføres fredningen i klasse B.

Ejeren agter umiddelbart efter at nedrive den østre staldlænge, som er ved at falde sammen, og opføre en ny på samme sted. Fredningsmyndigheden er betænkelig, da den ny bygning både i størrelse og form vil afvige væsentligt fra de øvrige. Der indledes derfor drøftelser om en mere lempelig udformning. Imidlertid vælter en storm store dele af den gamle bygning, og nybyggeriet gennemføres - dog uden porte og kvistopbygninger i facaden mod gårdspladsen.

I 1999 ønsker ejeren at istandsætte laden og indrette den til opbevaring af halmballer. Istandsættelsen vil omfatte indsætning af limtræs- eller stålrammer. Fredningsmyndigheden er indforstået hermed, da anvendelsen og den nye konstruktion ikke medfører ændringer af bygningens ydre, dog foretrækker man limtræsbuer. De er imidlertid for kostbare, og der bliver indsat stålbuer under den eksisterende tømmerkonstruktion. Samtidig nytækkes taget. Laden er i dag i brug som løsdriftsstald.

I gennemgangen af byggesagerne på Hennegård illustreres dialogen mellem ejer og fredningsmyndighed og deres respektive rådgivere.

I forbindelse med et ejerskifte på Østergård i 1993 foreslår lokalmuseet, at gården fredes. Det Særlige Bygningssyn finder, at Østergårds bygninger "som helhed udgør et overordentligt bevaringsværdigt anlæg", der repræsenterer "dansk landbrugs udvikling omkring 1800-tallets midte" og indstiller stuehuset, agerumsladen, de to avlslænger, foruden kornmagasinbygningen og herskabsstalden til fredning. Enkelte andre bygninger i helheden udelades på grund af deres ringe vedligeholdelsesmæssige tilstand. Disse bygninger bliver nedrevet umiddelbart efter ved en generel oprydning på ejendommen.

I begyndelsen af 1994 fremlægger Landboorganisationernes Bygningskontor ejerens helhedsplan for de fredede bygningers fremtidige brug. Nordlængen, ko- og kalvestalden, skal indrettes til halmlade, i agerumsladen skal planlageret ændres og et lille tilbygget motorhus tages bort. En del af sydlængen, svinestalden og arbejdshestestalden, skal overgå til værkstedsbrug. Den ny anvendelse af nord- og sydfløjen vil indebære, at de begge skal have indsat en stålrammekonstruktion under den eksisterende tagkonstruktion og forsynes med nye porte.

Samtidig har fredningsmyndigheden bedt en konsulent om at dokumentere driftsbygningerne nærmere og give anvisninger til, hvordan reparationer bør udføres. Konsulenten kommer med forslag til porte og tagdækning. Således rustet giver fredningsmyndigheden på nærmere vilkår tilladelse til de påtænkte bygningsarbejder på nord- og sydfløjen. Ejerens rådgiver tager styrelsens krav til efterretning, og ombygningen af nordfløjen gennemføres med indsætning af stålspær.

I sommeren 1994 står kornmagasinet og herskabshestestalden for tur. Bygningskontoret og fredningsmyndigheden går i dialog om udformningen af en lang række detaljer ved bygningernes ydre. Da det er uvist, hvilken anvendelse bygningerne skal have, anbefaler fredningsmyndigheden, at der ikke gennemføres noget i det indre, som kan stå i vejen for en senere indretning.

I 1995 ønsker ejeren at fortsætte den planlagte indretning af sydfløjen og afvikle en del af arbejdshestestalden. Det eksisterende inventar vil blive ryddet, der skal lægges nyt betongulv, etageadskillelsen fjernes, og en ny stålrammekonstruktion skal erstatte de eksisterende trækonstruktioner. I gavlen vil der blive indsat en ny akseport med en indramning i beton.

Fredningsmyndigheden forelægger byggesagen for Det Særlige Bygningssyn, som "finder, at man af hensyn til den fortsatte landbrugsdrift ikke vil afvise indretning af garage og værksted for landbrugsmaskiner i hestestalden, således at bygningen får en hensigtsmæssig funktion og derved tjener til dens opretholdelse på længere sigt. Bygningssynet lægger vægt på, at længens hovedstruktur som trempelbygning bevares, at der i øvrigt ikke sker ændringer af bygningen udvendigt, og at der med herskabsstalden i bygningen fra 1904, fortsat er bevaret en hestestald på Langå Østergård." På denne baggrund giver fredningsmyndigheden tilladelse til byggearbejderne.

I 1918 fredes Gammel Ryomgårds hovedbygning i klasse B. På to efterfølgende ejeres initiativ fredes i 1950 staldlængen og agerumsladen i klasse A og i 1979 "Bomhuset" i klasse B. Der foreligger ikke en egentlig begrundelse for fredningen af staldbygningen og agerumsladen, men dateringen af dem til første halvdel af 1600-årene har sikkert vejet tungt.

Igennem årene har byggesagerne på driftsbygningerne hovedsagelig drejet sig om opretholdelsen af stråtagene, hvor den økonomiske byrde er markant, da der er tale om bygninger med meget store tagflader. Udgifterne til det sidst udførte tækkearbejde giver et indtryk heraf. Et interessant restaureringsfagligt spørgsmål knytter sig til tækkemetoden, hvor tækkemanden går i rette med fredningsmyndigheden. Tækkemanden argumenterer for binding i form af kæppetækning under henvisning til, at denne tækkemetode var karakteristik for Djursland før 1900. Udsagnet tager fredningsmyndigheden til efterretning og frafalder sit krav om, at taget skal syes.

Efter at agerumsladen i en årrække har været udlejet til lagerformål, ønsker ejeren i 1998 at anvende bygningen til tørreanlæg og maskinopbevaring. For at undgå større portåbninger i gavlene tillader fredningsmyndigheden, at en del af køregangen afgraves for at skaffe tilstrækkelig højde til indkørsel af landbrugsmaskiner, ligesom der gives tilladelse til udstøbning på midtergulvet til tørreanlægget. Fredningsmyndigheden forudsætter dog, "at ingen del af ladens tømmerkonstruktion fjernes eller ændres ved udskæringer i tømmeret, at syldsten under fodrem ikke fjernes, at laden sikres mod sætninger i forbindelse med arbejdets udførelse og at der ikke føres rør gennem tag eller ydervægge". Byggearbejderne gennemføres i overensstemmelse hermed.

Kærbygård fredes i 1990 efter et initiativ fra ejeren og som led i fredningsmyndighedens opfølgning af Herregårdsbetænkningen fra 1987. Fredningen, der sker "af arkitektoniske og kulturhistoriske grunde", kommer til at omfatte hovedbygningen med sidefløje, der kan følges tilbage til midten af 1700-årene, foruden de to avlslænger fra 1928.

En ny ejer beder i 1991 en arkitekt om at gennemgå de fredede bygninger med henblik på at forberede og tilrettelægge de fremtidige istandsættelses- og ombygningsarbejder. Med hensyn til avlsbygninger vil ejeren have mulighed for i den østlige længe at fjerne etageadskillelsen og i stedet opsætte stål- eller limtræsdragene med henblik på at anvende bygningen til tørreri og halmlager. Fredningsmyndigheden kan ikke på grundlag af det foreliggende "tage endelig stilling til byggeønskerne, men styrelsens principielle holdning er, at avlslængerne stadig skal kunne indgå som del af landbrugsdriften på ejendommen".

I 1992 ønsker ejeren at ombygge den vestre staldlænge og indrette den til moderne svineproduktion med plads til ca. 700 slagtesvin. Det vil medføre, at gulvet skal ombygges og den eksisterende loftskonstruktion understøttes af nye bærende stolper. Der skal opsættes nye ventilationsskorstene og anbringes indsugningsventiler i de eksisterende vindueshuller i den facade, som vender bort fra gårdspladsen.

Efter drøftelse med ejerens rådgiver får fredningsmyndigheden en konsulent til at udarbejde forslag til et vindue med ventilation. I fredningsmyndighedens endelige tilladelse til byggearbejderne forudsættes det: at nye bærende søjler bliver runde jernsøjler, at eksisterende ventilationsåbninger tilmures og ny ventilation i vinduerne anbringes efter konsulentens anvisninger samt at eksisterende ventilationsskorstene repareres. Stalden er i dag i brug.

Nybro fredes i 1987 efter forslag fra lokalmuseet. Forslagsstilleren anfører blandt andet, at gården både i sit ydre og indre er usædvanligt godt bevaret, og at det er en af de ældste daterede grundmurede gårde i Sydvestjylland. Det Særlige Bygningssyn indstiller "den trelængede gård og fritliggende ovnhus" til fredning "på baggrund af bebyggelsens bygningskulturelle værdi". Fredningen omfatter ikke en grundmuret tilbygning til laden fra omkring 1950, da ejeren under fredningssagen tilkendegiver, at han vil tage denne ned i forbindelse med en genopretning af de gamle bygninger.

Fredningsmyndigheden beder en konsulent om at vurdere bygningernes tekniske tilstand og udarbejde forslag til nyindretning af stuehuset med udgangspunkt i ejerens ønsker og de bygningshistoriske værdier. De nødvendige bygningsarbejder er omfattende. Tagværket på alle bygningerne skal gennemgribende istandsættes og fornyes og tagfladerne nytækkes med strå. Alle facader skal sættes murermæssigt i stand. Ved driftsbygningerne vil de nyere staldvinduer blive udskiftet med vinduer af samme ældre type, som stadig findes. Nye porte og døre vil blive udført med de bestående som forlæg. Under arbejdet kommer der spor frem i stuehusets vestgavl, som gør det muligt at genskabe den karakteristiske gavl som bærer bygherrens initialer og bygningernes opførelsesår.

Fredningsmyndigheden godkender de påtænkte byggearbejder, der som helhed bidrager til en harmonisering af bygningernes fremtræden og i vidt omfang repræsenterer en tilbageføring af bygningerne til det udseende, de havde i 1800-årene.

Endelig søger ejeren i 1993 om tilladelse til at nedtage tilbygningen til laden. Ladens restaurering kan nu gøres færdig, og nordsiden får genskabt sine to køreporte. Et nyt maskinhus opføres på afstand af de fredede bygninger.

I dag benyttes driftsbygningerne til værkstedsformål og lignende. Af sagsakterne fremgår i øvrigt, at ejeren selv har udført byggearbejdet med bistand fra tømrer og tækkemand.