Tålegrænser ved ændret anvendelse - sammenfatning

Det er undersøgelsens hovedformål at belyse tålegrænsen for bygningsmæssige ændringer set i forhold til de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, som det er fredningens sigte at opretholde på den enkelte gård.

De tre eksempler - Gåsemandens Gård, Hviidsminde og Thorupsgård - repræsenterer forskellige resultater af en proces, der som udgangspunkt har haft de pågældende ejeres ønske om brug af driftsbygningerne til henholdsvis museumsformål, kontorvirksomhed og ferielejligheder.

Under gennemgangen af byggesagerne på de enkelte ejendomme er processen - blandt andet dialogen mellem ejere og fredningsmyndighed - blevet belyst. I dette afsnit fokuseres på det endelige resultat og de specifikke fredningsfaglige spørgsmål.

Gåsemandens gård fredes i 1995 samtidig med at den landbrugsmæssige drift ophører. I begrundelsen for fredningen anføres, at det firelængede husmandssted repræsenterer arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Husmandsstedet står næsten uændret fra slutningen af forrige århundrede. De nyere bygninger, laden og motorhuset, er karakteristiske tilføjelser, der indgår som vigtige dele af den samlede fredningsværdige helhed.

Efter fredningen skal ejendommen fungere som et "kulturhistorisk besøgssted" og museum. For at bevare gårdens "høje grad af troværdighed / autenticitet" anviser arkitekten en bevaringsstrategi, "hvor man som hovedprincip overalt, hvor det er teknisk muligt … sætter i stand og udbedrer frem for at nedtage og genopbygge, endsige rekonstruerer eller fører tilbage." På den anden side vil det være "helt uomgængeligt nødvendigt at gennemføre omfattende arbejder på bygningernes tage, spærværk og bjælkelag og på ydermurene og deres vinduer, døre, luger og porte".

Istandsættelsen af det firelængede anlæg lever i alt væsentligt op til intentionerne. Alt brugbart materiale er bibeholdt, og der er anvendt samme materiale, hvor de enkelte bygningsdele er blevet udskiftet. Arbejdet er udført på traditionel håndværksmæssig vis. I det ydre er en gavl blevet genskabt, og der er isat staldvinduer i en anden. Længernes planindretning står uændret, og rummene fremtræder som før. Moderne installationer og indretninger er undgået. Principperne er fraveget ved motorhuset, der er blevet indrettet som servicebygning og har fået ny tagkonstruktion.

Billeder fra byggeprocessen viser, at byggearbejderne har været omfattende på de fire gamle længer som følge af deres nedbrudte og svækkede tilstand. Det rejser spørgsmålet, om betegnelsen restaurering er dækkende for den valgte strategi eller, om det er mere præcist at tale om rekonstruktion.

Under en restaurering sker der altid en vis fornyelse af gammelt materiale, og der suppleres med nyt de steder, hvor der mangler noget. Ved en rekonstruktion bliver mindre eller større dele af bygningen genopført. Der bruges nye materialer og undertiden - dog ikke i dette tilfælde - nye konstruktioner for at forbedre bygningens holdbarhed. I praksis benyttes de to fremgangsmåder i kombination. Det er derfor omfanget af de nødvendige byggearbejder for bygningens fortsatte beståen, der placerer det endelige resultat under betegnelsen restaurering eller rekonstruktion.

Når det drejer sig om de fire gamle bygninger, har der ved istandsættelsen af klimaskærmen overvejende være tale om en rekonstruktion. Genskabelsen af en gavl og isætning af ny staldvinduer mv. underbygger dette. Ved rekonstruktionen har bygningerne - utilsigtet - fået tilført et nyt historisk lag, som imidlertid er forudsætningen for bygningernes fortsatte beståen. Derfor må tålegrænsen i tilfældet Gåsemandens Gård defineres som det håndgribelige resultat af rekonstruktionen.

Sigtet med fredningen og den museale brug har været at åbne mulighed for at fastholde gårdens "troværdighed / autenticitet" som overleveret hedehusmandssted. Med udgangspunkt i den model for afdækning af autenticitet, der er omtalt i afsnittet "Begreber og metoder", har gården som helhed bevaret sin autenticitet i idégrundlaget. Gården har også bevaret sin autenticitet i sted og kontekst, da den undgik at blive flyttet - som det var på tale - og det omgivende landskab har fortsat karakter af hedebrug. Den funktionelle autenticitet er bevaret ved den museale fiksering af bygningernes brug umiddelbart efter det aktive landbrugs ophør. Derimod er autenticiteten i bygningernes teknologiske og arkitektoniske koncept i dag en anden end før rekonstruktionen af klimaskærmen.

Hviidsminde fredes i 1949, medens gården stadig er et fungerende landbrug. Der foreligger ikke nogen særskilt formuleret begrundelse for fredningen. I dag fremtræder hovedbygningen i alt væsentligt i oprindelig skikkelse, medens der er gennemført flere ombygninger af driftsbygningerne, i sidste omgang til kontorvirksomhed. Aktuelt bruges bygningerne til undervisningsformål.

Ved ombygningerne er driftsbygningernes indre blevet ryddet, ligesom de ved isolering og tekniske installationer er gjort egnede for menneskers ophold. Laden har fået en ny bærende tagkonstruktion - i øvrigt af høj arkitektonisk kvalitet - og indskudt balkon. Staldlængen er indrettet som et storrum med lette skillevægge. I det ydre er der bag ladens portåbninger isat glaspartier, der kan dækkes af portfløje. Staldens vindueshuller er øget nedad og har fået eetrudede vinduer.

Selvom driftsbygningernes hovedform, stråtage og tilknappede ydre er bevaret, afslører porte og vinduer alligevel, at en ny funktion har taget over. Til dette indtryk bidrager også indretningen af omgivelserne med parkeringsplads m.v. Alligevel repræsenterer Hviidsminde som helhed - med den markante hovedbygning og de nu forhenværende tre driftsbygninger omkring en gårdsplads - både arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.

Sammenfattende kan man sige, at tålegrænsen for bygningsmæssige ændringer af driftsbygningerne er ikke overskredet. Det er dog i historiebøgerne, man skal finde den egentlige fortælling om bygningernes oprindelse.

Men Hviidsminde er ikke længere den landbrugsejendom, som i sin tid blev fredet. En præcisering af fredningen - eller genfredning - kunne overvejes med henblik på at få ajourført grundlaget for den videre fredningsadministration. Tilbage står det generelle spørgsmål, om tabet af Hviidsminde som fredet landbrugsejendom er acceptabelt. Er der andre fredede landbrugsejendomme af samme karakter opført på fredningslisten, eller må fredningsmyndigheden se sig om efter en erstatning.

Thorupsgård er en ældre nedslidt ejendom, da den bliver fredet i 1994. I indstillingen til fredning siger Det Særlige Bygningssyn: "Gårdanlægget er et eksempel på, hvordan en landbrugsejendom har fremtrådt igennem de sidste 100-150 år, hvor bygningerne løbende er blevet tilpasset skiftende tiders funktionskrav. Ejendommens kulturhistoriske værdi understreges af beliggenheden ved bygaden. I arkitektonisk henseende fremtræder ejendommen som et smukt og harmonisk bygningsanlæg."

Der er efterfølgende gennemført betydelige ombygningsarbejder på stuehuset, og i to af driftsbygningerne er indrettet ferielejligheder, hvorved disse bygningers indre er blevet omkalfatret. Facaderne har fået isat et stort antal nye vinduer svarende til den ny funktion. Selvom vinduestypen er af ældre, traditionel type, er ejendommens ydre fremtoning væsentligt ændret.

Som Thorupsgaard fremtræder i dag, kan gården ikke længere betragtes som et eksempel på en tidligere landbrugsejendom, der afspejler mere end hundrede års landbrugsmæssig udvikling. Ved funktionsskiftet og de deraf følgende bygningsændringer er den kulturhistoriske begrundelse for fredningen forflygtiget, også selvom bygningernes hovedform, stråtage og bindingsværksvægge er bevaret. Den på én gang funktionelle og "historiske" tilpasning af vinduerne kan i sig selv være tilforladelig, men medfører en usikkerhed i aflæsningen af gården. For kreaturerne har vel næppe stået på stald i bygninger med torammede opsprodsede vinduer. Er der tale om en tidligere landbrugsejendom, eller har de gamle bygninger en anden oprindelse?

Sammenfattende må det vurderes, at tålegrænsen for bygningsændringer af driftsbygningerne er overskredet. Da også stuehuset er væsentligt ændret, burde fredningen af Thorupsgård hæves.

Det er det holdningsmæssige udgangspunkt, som adskiller en restaurering eller rekonstruktion fra en ombygning. Hvor ombygningen primært sigter mod at opretholde bygningen i teknisk henseende og tilpasset brugskrav, har bevaringstiltagene det videre formål at fastholde bygningens historiske dimension. Dette er opnået ved Gåsemandens Gård, hvor byggearbejderne og den senere brug går hånd i hånd.

Ved Hviidsminde og Thorupsgård er der tale om genbrug af tidligere driftsbygninger til henholdsvis anden erhvervsmæssig anvendelse og boligformål. Begge dele har krævet ombygning af bygningernes indre, så mennesker kan opholde sig i dem i længere tid ad gangen. Og i begge tilfælde har den ny anvendelse ført til ændringer af bygningernes ydre.

Set i lyset af vurderingen ovenfor, kunne der måske findes en mere acceptabel vinduesudformning i Thorupgårds tilfælde. Arkitekten foreslår da også i første omgang étrudede vinduer med skodde. Det principielle spørgsmål er imidlertid, om ændringer i det ydre, bør tillempes, så bygningerne fortsat kan aflæses som driftsbygninger - eller i det mindste som tidligere driftsbygninger - eller om det er bedre, at bygningerne får et ydre, der tydeligt viser den ny anvendelse.

Spørgsmålet kan ikke besvares endegyldigt. Dertil er de enkelte bygninger og de gårdanlæg, som de er en del af, for forskellige. Men på baggrund af de to eksempler må det konstateres, at en fremtræden som erhvervsbygning i højere grad tilgodeser den umiddelbare aflæselighed af den tidligere driftsbygning. I konsekvens heraf skulle tålegrænsen ved genbrug af driftsbygninger kunne trækkes mellem fortsat erhvervsmæssig brug og ikke-erhvervsmæssig brug.